Udgivet af Søren Schiøler Linck, ons d. 28. jun 2017, kl. 16:41

En sommerrefleksion...

Der er godt nok forskel på betydningen af "Hvad tror du selv?", afhængigt af hvor trykket lægges! Spørgsmålet kan være forsigtigt, oprigtigt undersøgende og nysgerrigt. Det kan også være et arrogant svar på et dumt spørgsmål.

Jeg synes, at det er vigtigt, at der er plads til åbent at stille spørgsmål om tro, livsanskuelser og holdninger - uden staks at blive kastet på bålet. Spørger man ikke, får man ikke svar. Og i kirken må det være legitimt at stille spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Det må også fra kirkens side være legitimt at sige, når man ikke har svar på rede hånd. Det er jo langt fra alt, som vi kan finde svar på udfra bibelens skrifter. 

Særlig i min tid som projektleder og natkirkepræst i Fredagskirken, Natkirken på Vesterbro Torv, stødte jeg på mange forskellige livanskuelser og dermed mange spændende spørgsmål om livet, døden og alt det, der ligger imellem de to poler.

Og jeg lærte en vigtig ting, som man burde undervise langt mere i på pastoralseminariet (der hvor præster formelt set lærer de fornødne færdigheder, så de kan bestride et kirkelig embede). Jeg lærte at lytte!

Det til trods for at jeg i årevis havde læst "Benedikts regel" - en regelsamling for benediktinermunkene, hvor prologen var ganske kortfattet, i det der blot stod et ord: "LYT!"

Folkekirken har i årevis haft travlt med at pleje ortodoksien - den rette tro og lære. Med dogmestive prædikener har vi bogstaveligt talt fjernet os fra den almene danskers måde at anskue tilværelsen på til at repræsentere en elitær form for kristendom, med tryk på dom. Det er selvfølgeligt sat på spidsen, men ikke desto mindre en tendens for blot 20-30 år siden. Vi har haft så frygteligt travlt med at udlægge skriften, at vi ikke selv som kirke så "skriften på væggen", at folk stille og roligt fjernede sig fra denne form for prædiken og dogmatik. Monologen blev kirkens kendetegn, hvad var svaret og var det relevant, når man ikke selv kunne stille spørgsmålet?

I dag forholder det sig heldigvis anderledes. Kirken og os præster er generelt blevet mere nysgerrige i forhold til vores medlemmer og deres tro. Og der er vel ikke noget galt i at lytte til kirkens medlemmer og tage deres tro alvorligt? Og når det hænder, og det gør det, at disse frimodige medlemmer ikke har en stålfast dogmefyldt tro, ligesom kirken, så gør det vel heller ikke noget. Så længe kirken ved, hvad den tror på, og hvad den grunder på, og er i stand til at turde gå i dialog, så er der en vej fremad. Vi burde hylde dialogprædikenen i langt højere grad. Turde stille åbne sprøgsmål til menigheden og forvente at menigheden svarede tilbage. Prædikeformen er ikke fremmed, for når man ser Lutherfilmen, ser man Martin Luther i dialog med folk.

Min egen rejse i troens univers ender aldrig, altid på vej, aldrig i mål. I hvert fald ikke på denne side af livet. Hvad der sker på den anden side, overlader jeg trygt til Vor Herre. Derfor insisterer jeg på som præst at ville lytte til de mange mennesker, der tilsammen danner menighed i Vordingborg sogn. Jeg påberåber mig ikke at vide noget som helst, men tro har jeg nok af. Og netop den form for tro, som betyder tillid. Tillid til at folk må have deres egen tro og dermed tolkning af Bibelen som skrift. Tillid til at Gud ikke går i små sko, når det gælder folkereligiøsitet, men at han igen og igen leder med lys og lygte efter en anledning til at mennesker kan møde hans kærlighed, sådan som den kommer til udtryk i Jesus kristus.

Og skulle det ske, at folk så drister sig til at stille mig det gyldne spørgsmål: "Hvad tror du selv?", så kan man være forvisset om, at jeg som repræsentant for den rummelige folkekirke alligevel er i stand til støve min dogmatik af, således at min praktiske troserfaring går hånd i hånd med kirkens ældgamle lære. Ikke uanfægtet, ikke altid enig i de gamle bekendelser, men med en forpligtethed til at også jeg - i lighed med reformationens reformalprincip - skal tolke skriften og bekendelserne udfra min egen samtid. Hvad tror du selv?

Med ønsket om en sommer med plads til refleksion, frihed og tolerence i vores ældgamle kirke. 

De bedste sommerhilsener fra Søren Schiøler Linck, sognepræst.


Kategorier Kirken