Udgivet af Vordingborg Kirke, fre d. 28. jul 2017, kl. 06:58

Jeg har hørt, at da "Kvinde kend din krop" udkom midt i 70erne, fulgte en stribe bøger med kvinders bekendelser om kropserfaringer efter, og at de blev slugt råt de år. Men efterhånden fandt kvinderne ud af, at kroppen i sig selv ikke er særlig spændende. Den selvfikserede tale om kroppen var i længden ikke til at holde ud. Det er først, når kroppen forbindes med ånd, den bliver interessant. Bekendelserne om kroppen havde sikkert positive sider, men kun i en begrænset periode. For det var ikke noget, kvinder kunne blive ved med at beskæftige sig med år ud og år ind. De kunne jo alligevel ikke ændre noget ved kroppen. Dens funktioner var og blev, som de havde været hele tiden. Og derfor blev det klart, at kropsfikseringen måtte have en ende, og at man hellere måtte se på, hvad det var for en slags mennesker, man stod overfor fremfor hvilke kroppe, de havde.

 

Af og til kan man som præst blive fristet til at tro, at højmesserne om søndagen skal være sjove og spændende. Måske endda ligefrem underholdende, så det ligner alle andre former for fritidsbeskæftigelse. Uden for kirken går alting meget hurtigt. Tilbud om underholdning og fritidsbeskæftigelse er meget stort. Vi kan vælge til og vælge fra. Set på den baggrund er højmesserne temmelig gammeldags. Så der er ikke noget at sige til, hvis folk – der ikke er vant til at komme i kirke – kan opfatte kirken som en underlig størrelse. Og når vi som præster præsenteres for denne holdning tilstrækkeligt mange gange, så begynder vi måske at føle os håbløst umoderne. Og begynder måske at søge efter andre og mere moderne former, højmessen kan forløbe på. Vi prøver at være til behag. Vi forsøger at følge med i konkurrencen om folks opmærksomhed, men at forsøge på det kan dog ikke andet end mislykkes. Alene af den grund, at vi er præster og ikke entertainere. Vi kommer til at svigte den opgave, vi har, hvis vi hopper på vognen og vil være til behag. For evangeliet skal aldrig være til behag. Og desuden er folk ikke så dumme, at de ikke kan se, hvad der foregår. Ved at ville være moderne kommer vi i hvert fald ikke i kontakt med folk. For folk er ikke så lette at narre. De kender godt forskel på skidt og kanel. De bryder sig ikke om at være tilskuere til præstens forsøg på at være underholder. Det giver utryghed, hvis gudstjenesten er forskellig fra gang til gang, hvis opmærksomheden skal rettes mod formen og ikke indholdet. Hvis gudstjenesten derimod følger det samme skema fra gang til gang, så giver det tryghed, og opmærksomheden kan rettes mod indholdet. Det betyder selvfølgelig ikke, at prædikenen skal lyde, som den lød for 200 år siden.

 

Evangeliet må hele tiden forkyndes på en levende, tidssvarende og vedkommende måde, og det er og bliver evangeliet, der skal forkyndes og ikke præstens tilfældige indfald. Vi kan som præster ikke skaffe folk i kirker ved at være moderne. Men vi kan derimod let komme til at tømme kirken, hvis vi ikke vil tage vores opgave på os, nemlig at forkynde evangeliet. Og det gælder uanset, hvordan en menighed er sammensat. Ingen kan i længden holde ud at høre på dårlige prædikener eller pæne foredrag om ligegyldige sager. Så i stedet for at bruge en hel masse energi på at forsøge at lokke folk i kirke om søndagen med smarte tiltag, så skal vi hellere bruge vores tid og evner på at arbejde flittigt og alvorligt med at blive bedre til at prædike. Det burde vel også være det, vi har bedst forstand på. Desuden viser det sig, at også i kirkelige sammenhænge er kvalitet værd at satse på.

 

Jeg ønsker alle en rigtig god sommer.

 

Sognepræst Therese Nielsen

 

Kategorier Kirken