Udgivet af Vordingborg Kirke, fre d. 29. dec 2017, kl. 07:00


Tiden...

Vi har tolv ure i huset alligevel slår tiden ikke til. Man går ud i sit køkken henter kakaomælk til sin spinkle søn men når man vender tilbage er han blevet for gammel til kakaomælk kræver øl, piger og revolution Man må udnytte tiden, mens man har den Ens datter kommer hjem fra skole går ud for at hinke kommer ind lidt efter og spør om man vil passe den lille mens hun og manden går i teatret og mens de er i teatret rykker den lille med noget besvær op i 3. G. Man må udnytte tiden, mens man har den Man fotograferer sin hidtil unge hustru med blodrigt sigøjnertørklæde, men næppe er billedet fremkaldt før hun forkynder at det så småt er hendes tur til at få folkepension så sagte vågner enken i hende Man vil gerne udnytte tiden, men den blir væk hele tiden hvor blir den af har den nogensinde været der har man brugt for megen tid på at trække tiden ud Man må benytte tiden i tide flakke om en tid uden tid og sted og når tiden er inde ringe hjem og høre "De har kaldt 95949392? Der er ingen abonnent på det nummer" Klik

Således skriver Benny Andersen i digtet ”Tiden”

Og det med tiden er noget underligt noget. I dag er en ny dag, med masser af sekunder, minutter og timer.

En dag, som før vi ved af det er omme. Også endda lige når dagen netop var ved at komme i gang. Hvor bliver tiden af?

”Vi har tolv ure i huset, alligevel slår tiden ikke til.” Siger Benny Andersen og illustrerer det moderne menneskes paradoks:

Aldring før har vi været så velforsynede på det materielle område – men på trods af diverse kalendresystemer og adskillige smukke og dyre ure, så slår tiden ikke til.

Denne fantastiske opfindelse – uret – eller klokken – som vi jo stadigvæk benævner det, når vi spøger hinanden om tiden – er desværre blevet en alt for stor del af vores liv.

Fra vi står op om morgenen til vi går i seng – hvor meget af din dag er tilrettelagt ud fra kalenderen og uret?

Kalenderen definerer de store tider og uret de små tider.

Sekunderne tikker nådesløst afsted. Tiden står ikke stille, for tiden skal gå – der skal helst ikke sløses med tiden – tænk om vi spildte tiden?

Nytåret er en kærkommen anledning til at standse op og bogstaveligt talt standse tiden. Se sig selv i øjnene uden straks at skulle se på uret for igen fremadrettet at gå mod næste aftale og ubarmhjertige deadline hvad angår tiden.

For hånden på hjertet:

I vores kultur er tidsmålerne de styrende elementer og ve´ den buschauffør der ikke kommer til tiden – Alt bliver sat på dette ene bræt: Tiden.

Men det gør jo ikke noget, så længe vi selv er herrer over tiden!?

Det er så håbløst naivt, når vi går og tror, at vi har styr på tiden. At vi kalder på ægtefællen, når der er 6 minutter til afgang – således at vi ankommer til tiden til det aftalte middagsselskab.

Hvem styrer hvem?

Er vi i vores kultur blevet slaver af tiden? – den styrter jo af sted med os, jeg selv inklusiv. Og mange af os er ikke engang bevidste om dette ejendommelige forhold.

Sådan oplever vi det. Men det er meget kulturbestemt.

Andre steder i verden opleves tiden helt anderledes. Hvis vi besøger de kulturer, så har vi vor egen tidsopfattelse med - og så forstå vi ikke for alvor den fremmede kulturs forhold til tiden. Mændene arbejder kun, når de mangler penge. De er vist dovne (Siesta kalder de deres tidsspilde).

Togene kører ikke præcist. De har nok ikke ret meget styr på tingene. Sådan kan vi næsten ikke lade være med at tænke ud fra vores medbragte tidsopfattelse. Men måske bunder det ikke i dovenskab og sjusk. Men i, at de har en anden opfattelse af tiden?

Jeg hørte en dansker fortælle om sin oplevelse af en indisk jernbanestation. Oplevelsen ligger godt nok nogle år tilbage i tiden. Det kan godt være at forholdene er anderledes nu - mere vestligt præget. Det ved jeg ikke. Men han beskrev sin irritation over at togene ikke kørte til tiden. Og det var ikke minutters forsinkelse, han snakkede om (DSB). Det var døgns forsinkelse. Som dansker var han selvfølgelig mødt op ved den tid, hvor han forventede at toget ville køre. Men der var ikke noget tog. Rastløst vandrede han op og ned ad perronen og blev mere og mere kogende irriteret.

Indtil han fik øje på en inder, som sad roligt på en bænk. Han skulle også med toget. Men for ham var det ikke noget problem, at toget ikke var kommet. Det skulle nok komme. Og han skulle nok nå frem.

Han havde en anden tidsopfattelse. Hans tid var ikke bestemt af uret. Tiden var bestemt ud fra dens indhold. Hvis ikke der sker noget, jamen så går tiden ikke. Tiden er der simpelthen ikke. Og når tiden ikke er der, så kan han heller ikke spilde tiden. Og han kan ikke kede sig. Det ville være helt malplaceret at spørge ham, om han keder sig. Han ville se måbende på danskeren og svare: Nej selvfølgelig keder jeg mig ikke, for der sker jo ikke noget. Så forskelligt kan tiden forstås i forskellige kulturer.

Bibelen har også sin tidsopfattelse, som selvfølgelig er præget af den kultur, som bibelen blev til i.

Prædikeren siger, at alting har en tid – for alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt.

Jeg tror, at han har ret den vise mand, han viste om nogen, at det gjaldt om at skønne på tilværelsen og alt det smukke, som nu engang er forgængeligt.

Men hvis alting har en tid, så må der også skulle være tid til alt. For ellers har alting jo ikke en tid…

En af de svage side ved den tidsopfattelse, som vi er opvokset med, er, at tiden let blir en tyran, som jager os afsted. Dybt i vor sjæl hører vi hele tiden urets tikken. Og vi ved, at tiden er knap. Altid skal vi videre. I vor fremadrettethed er vi aldrig rigtig dér, hvor vi er. Vi er altid så småt på vej til det næste. Vi er jo nødt til at følge med - ellers løber tiden fra os.

Vi når ikke bussen. Vi når ikke vort arbejde. Vi når ikke vort liv. Og for hvert år, der går, løber tiden hurtigere og hurtigere. Engang var et år en evighed. Nu er det et øjeblik. Tiden pisker os. Så kan det godt være at vor kultur er effektiv og præcis sammenlignet med så mange andre. Men hvad hjælper det, hvis vi mangler dybden.

I bibelen har alting en tid. Ventetid er ikke spildtid. I bibelens univers er der plads til noget så uproduktivt som hvile og forventning og tålmodighed og udholdenhed.

Det er størrelser, som vi savner og som vi har svært ved at få plads til i vort verdensbillede.

Men som kirken på forunderlig vis kan give til det moderne menneske. Af og til bliver kirken beskyldt for at være kedelig og langsommelig.

Og jo, vi har godt 2000 års øvelse i at "kede folk", for at vække dem til live igen, hvis ellers de bare gider at høre efter. For et eller andet sted skal tiden og trenden om travlhed modsiges – og det gør vi så i kirken.

Og det endda i Jesu navn. Stress og jag nævnes ikke i sammenhæng med Jesus. Travlhed og manglende nærvær ej heller.

Måske han kan befri os fra tidens tyranni, bare et kort sekund, som vi ynder at kalde den lille pause.

Må Gud hjælpe os hver især med at tage vare på det nye år.

Da kan vi trygt gå ind i det Herrens år 2018 og i Jesu navn ønske hinanden et velsignet nytår!

De bedste ønsker og hilsener

Søren Schiøler Linck, sognepræst

Kategorier Kirken