Fredag d. 24. april 2020, Kl. 13:00 til kl. 16:00

Kom og spis frokost i hyggeligt selskab mellem kl. 13 og 16. Vi inviterer på café i sognegården, Færgegaardsvej 3.

Vi samles omkring et veldækket frokostbord, det daglige liv drøftes, og vi nyder samværet med hinanden.

Kl. 14 kommer tidligere overrabbiner, forfatter, debattør og foredragsholder Bent Melchior og taler om tolerance i dagens Danmark.

Den gamle overrabbiner er normalt en munter og venlig mand, men han er også skarp, når det handler om tolerance, som ifølge ham ikke er noget, vi mennesker er født med. Tolerance er noget, man må arbejde med. Vi bliver mistænksomme, når vi møder mennesker, der ikke gør tingene præcis, som vi selv gør det. I bedste fald er de mærkelige, men det kan også skabe en mistanke om, at de har ondt i sinde. Men tolerance er ikke kun noget, der er brug for over for fremmede. Vi er også ofte intolerante over for dem, der ligner os – de skal ikke komme for tæt på.

Bent Melchior oplevede som 14-årig de danske jøders flugt til Sverige, og som 18-årig meldte han sig som frivillig i Israel.

Som kontroversielt overhoved for dansk jødedom har han formået at forene det jødiske engagement med en national og international indsats for flygtninge og forfulgte og har bl.a. forsvaret muslimers rettigheder i Danmark.

Vi synger et par salmer eller sange fra højskolesangbogen. Pris for frokosten 25 kr for medlemmer og 50 kr. for ikke medlemmer..

Alle er hjertelig velkomne.

Tilmelding på kirkens hjemmeside.

Medvirkende
Therese Nielsen
Sted
Menighedssal, Færgegaardsvej 3, 4760 Vordingborg, Danmark
Pris
25